Guiden bliver løbende opdateret, når vi får nye informationer. Sidste opdatering: 22. maj 2026.
Denne guide er til dig, som enten selv vil tage til Tyskland og købe en brugt bil, eller som gerne vil købe en bil i Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien og andre EU-lande (læs også vores specifikke guide til Norge og Sverige). Den er baseret på QuickImports erfaringer fra egne medarbejdere, og tilbagemeldinger og erfaringer fra de mange tusinde kunder, som QuickImport siden 2012 har hjulpet med at importere en bil eller motorcykel.
Vi håber, at du vil drage fordel af guiden. Husk, at der kun er tale om gode råd – alle køb er individuelle, og vi tager forbehold for, at der kan opstå uforudsete problemstillinger undervejs. Vi har udover denne guide skrevet en lidt kortere udgave til elbiler. Du kan dog med fordel også bruge denne guide til elbiler og plug-in hybrider, da den løbende indeholder mere relevant information om køb af elbiler.
Indholdsfortegnelse
- Kan det betale sig at importere en bil fra Tyskland?
- Find dit køretøj – de bedste platforme
- Vil du have hjælp, eller vil du selv købe?
- Den indledende kontakt til den tyske sælger
- Betaling til forhandler/sælger i Tyskland
- Finansiering af bilen
- Forsikring ved import
- Sådan tjekker du bilen grundigt inden køb i Tyskland
- Afhentning af bilen og autotransport
- Toldsyn i Danmark og registreringsafgift
- Garanti og reklamationsret ved køb i EU
- FAQ – Ofte stillede spørgsmål
Helt overordnet er der nogle ting, som du skal tage stilling til, inden du går i gang:
- Vil du selv stå for importen af køretøjet, eller vil du have vores bilagenter til at stå for hele processen?
- Vil du købe en bil i udlandet for at spare penge, eller har du svært ved at finde den bil, du gerne vil købe, på det danske marked?
- Vil du bruge en virksomhed til at tjekke bilen og papirerne igennem for dig, og vil du have den hentet hjem via en autotransportservice?
- Er bilen ny eller næsten ny, så det er muligt at gennemføre handelen uden at tjekke bilen i detaljer på stedet?
- Er forhandleren troværdig og autoriseret, så du trygt kan handle på afstand og overføre penge til forhandleren?
- Er der et COC-dokument med bilen, så du kan få den toldsynet i Danmark (på tysk: EG-Übereinstimmungsbescheinigung)?
Kan det betale sig at importere en bil fra Tyskland?
Det spørgsmål får vi meget tit fra kunder hos QuickImport. Det kan ofte være svært at svare på – i nogle tilfælde kan man spare rigtig mange penge på at købe en bil syd for grænsen. I andre situationer kan det ikke betale sig, med mindre man ikke kan finde en konkret udstyrsmodel eller farve på det danske marked.
Man kan overordnet sige, at den lavere tyske momssats på 19% i kombination med de lave danske afgifter på elbiler har medført, at det især kan betale sig at hente en nyere elbil hjem fra Tyskland. Den tyske moms er kun 19% (den danske momssats er 25%), og derfor sparer du både moms og den avance, som den danske forhandler tjener på salget. Derudover har de tyske producenter i en periode haft en overproduktion af især elbiler, hvilket har gjort elbiler markant billigere i Tyskland end i mange andre lande. Læs mere om elbilsfinten. Det er ikke unormalt, at du kan spare mellem 30.000 og 100.000 kr. på en lettere brugt elbil fra Tyskland. Også Frankrig, Holland og Belgien er lande, hvor du kan spare penge på at købe din elbil. Læg dertil, at en brugtvognsforhandler i f.eks. Tyskland ofte har en lavere avance end en dansk brugtvognsforhandler.
Derudover kan der være penge at spare på plug-in hybrid biler, som udleder maksimalt 49 gram CO2 efter WLTP-normen, da afgiften er sat ned i Danmark for disse biltyper. Det kan du læse mere om her. Jo dyrere elbil, jo højere besparelse – det samme gælder for plug-in hybrider.
Andre biltyper (benzin/diesel) kan du også spare penge på, men her kan billedet være meget broget. Nogle gange kan man spare meget, og andre gange opnår du ingen besparelse. Vi oplever generelt, at der ikke er store besparelser på ældre køretøjer. Til gengæld er udvalget meget større i Tyskland, bilerne har ofte mere ekstraudstyr, og de er typisk i bedre stand og har kørt færre kilometer end tilsvarende brugte biler i Danmark.
Vi oplever i øjeblikket, at nyere benzin- og dieselbiler er blevet mere populære at importere. Her drejer det sig typisk om luksusbiler, som ikke længere kan købes i Danmark. Det kan give mening at importere sådan en bil – eksempler kan være Mercedes, BMW og Audi.
Husk, at en importbil enten skal være brugt, så du slipper med brugtmoms – det vil sige den skal have kørt mere end 6.000 kilometer og være ældre end 6 måneder fra første registreringsdato på leveringstidspunktet. Så skal du kun betale moms på den tyske side af grænsen.
Reglen om, at du kan nøjes med at betale tysk moms, hvis bilen er brugt, skyldes varernes frie bevægelighed i EU – du må som privatperson købe en brugt vare i et andet EU-land og dermed kun betale moms i det land, du køber bilen i. Hvis det er en ny vare, betaler man altid moms i det EU-land, hvor varen sælges til eller skal forbruges.
Find dit køretøj – de bedste platforme
Tyskland og andre EU-lande er store markeder i forhold til Danmark. Her er der langt bedre muligheder for at finde en god brugt bil i den rigtige farve, med det rigtige udstyr og til en fornuftig pris.
Der er forskellige websites, som du kan bruge til din søgning:
- Mobile.de – Tysklands største website inden for brugte køretøjer.
- Autoscout24.de – Også en stor platform med mange brugte biler.
- Autouncle.de – Indekserer annoncer fra de andre platforme og giver et godt overblik.
- Kleinanzeigen.de – Den tyske udgave af DBA – god til at finde privatannoncer.
Hvis du ikke tidligere har prøvet at købe i udlandet, anbefaler vi dig at finde en bil hos en tysk forhandler eller at benytte en af vores bilagenter. Hvis man ikke har prøvet det før, kan det være trygt og sikkert at få en bilagent på. Ved køb af Bilagent vil vores indkøbsspecialister finde en bil til dig på det europæiske marked. Vi kan ofte skaffe bilen billigere end du selv kan, da vi har indkøbsaftaler og kontakter i flere lande.
Hvis du selv vil gå videre med søgningen, så er her nogle gode råd:
Overordnet bør forhandleren have været på Mobile.de (eller et andet website) i mindst ét år og have en del brugeranmeldelser. Derudover bør forhandleren have en vis mængde biler til salg, så det er en forhandler af en vis størrelse.
Pas på med fupannoncer, som vi desværre ser med jævne mellemrum. Fælles for disse annoncer er ofte, at bilerne er prissat alt, alt for billigt (ofte 10–30.000 euro), de er som regel oprettet af privatpersoner/falske profiler, der kopierer etablerede forhandlere, og de slettes ofte igen i løbet af få timer eller dage. Formålet er at få private købere til at overføre et depositum for en bil, der ikke findes. Vær varsom. Tjek altid det domæne, som du modtager mails fra, og besøg websitet. Prøv at ringe til nummeret på websitet, så du er sikker på, at der er et reelt firma i den anden ende.
Når du har fundet dit køretøj, anbefaler vi altid, at du starter med en forhåndsvurdering af registreringsafgiften, inden du fortsætter processen, så du får et overblik over totaløkonomien, inden du bruger for mange ressourcer på projektet. Du kan bestille en forhåndsvurdering på QuickImport.dk. Vurderingerne er bindende i 30 dage, så du er sikker på, at det ikke kan blive dyrere. Klik her for at bestille en forhåndsvurdering af benzin-, diesel- eller plugin-hybridbil eller forhåndsvurdering af elbil.
Vil du have hjælp, eller vil du selv købe?
Mange af vores kunder vælger selv at stå for forhandling med sælger og betaling for bilen. Det er nemmere, jo nyere bilen er, da nyere biler ofte ikke har skjulte fejl og mangler i samme grad som ældre brugte biler. Vi ser ofte, at elbiler med 0–4 år på bagen med fordel kan købes af en tysk forhandler, og handlen kan klares online. Vælger du denne vej, kan QuickImport hjælpe dig med autotransport af bilen fra Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien og Sverige. Et godt råd er at vælge en forhandler, der er stor og/eller autoriseret, og helst ikke en privat sælger, hvis du vil overføre penge via IBAN/SWIFT.
Hvis du vil have hjælp til købsprocessen, kan du ved køb af Bilagent få hjælp til alt fra fremsøgning af bil til forhandling med sælger og autotransport. Vi har professionelle bilagenter, som kan hjælpe dig i hele købsprocessen.
Hvis du derimod selv kan håndtere at tage kontakt til forhandleren og indgå en handel i Tyskland, herunder overføre beløbet til forhandleren via IBAN/SWIFT, kan du typisk spare salæret til en indkøbsrådgiver. Hvis du vælger selv at stå for købet, kan du få bilen transporteret hjem via QuickImport til en synshal nær dig.
Den indledende kontakt til den tyske sælger
Du har fundet bilen eller motorcyklen, og måske har du allerede fået en forhåndsvurdering af registreringsafgiften fra QuickImport.
Ring som det første til den tyske sælger og få en snak om køretøjet, eller skriv en e-mail. Spørg, om der er gyldig TÜV (bilsyn, hvis bilen er af en vis alder), og om sælgeren vil gå ned i pris. Bed sælger om at sende billeder af begge dele af den originale registreringsattest/Fahrzeugbrief (Teil 1 og Teil 2), så du ved, at de findes. Spørg til COC-dokument – på tysk hedder det “EG-Übereinstimmungsbescheinigung”. Det er vigtigt, at COC-dokumentet er til stede, da du som regel skal bruge det for at toldsyne bilen i Danmark.
Det kan være en god idé at anmode sælger om en brugtvognsattest på køretøjet – eksempelvis fra TÜV eller DEKRA – hvis der er tale om en brugt bil. Alternativt kan du bede sælger om at sende en masse nærbilleder af bilen. Hvis det f.eks. er en cabriolet, så bed sælger om at sende en video af, at kalechen åbner og lukker korrekt. Bed om videoer, hvor bilen filmes tæt på.
Generelt kan det være en god idé at bede om at få tilsendt en købskontrakt/slutseddel på den pris, sælgeren i første omgang har indvilget i. Det binder dig ikke på nogen måde, så længe du ikke har skrevet under, men i praksis er der en del sælgere, som “reserverer” køretøjet, så det ikke bliver solgt, mens du venter på en brugtvognsattest eller er på vej ned for at gennemføre købet. Hvis køretøjet ikke lever helt op til dine forventninger, kan du altid fortsætte forhandlingen, når du har set køretøjet eller modtaget en brugtvognsattest. Det er meget normalt ved nyere køretøjer (f.eks. elbiler), at tyske forhandlere forlanger et depositum for at reservere bilen.
Derudover er det vigtigt at tjekke følgende forhold ved at spørge sælger: Er bilen tyskfødt, dvs. registreret i Tyskland fra ny? Har bilen været røget i? Har bilen haft tidligere skader? Hvis ja, bed om skadesrapport. Bed om en fuld oversigt over alle ridser, skrammer og stenslag. Har bilen fabriksgaranti? Er der dokumentation for overholdt service?
For ældre biler, som du selv tager ned og henter: Du kan risikere at møde en bil, som slet ikke er den bil, annoncen viste, eller som mangler papirer. Det kan være, den er i væsentligt dårligere stand, end du forventede, eller at den har haft skader. Oplever du dette, så lad være med at købe den. Vend dig om og tag tilbage til Danmark.
Det kan vise sig at være en rigtig dårlig beslutning, hvis man køber en ringe bil, fordi man ikke vil komme tomhændet hjem. En god idé er at finde en “plan B”, inden man tager afsted – find en lignende bil hos en anden forhandler i samme område, så du har et alternativ, hvis bilen, du besigtiger, ikke er god nok.
Betaling til forhandler/sælger i Tyskland
Det mest normale er at modtage en købskontrakt fra sælger og overføre beløbet med SWIFT/IBAN international bankoverførsel 2–3 hverdage, inden du tager ned og henter bilen, eller inden du har bestilt autotransport. Bemærk, at du bør være varsom med at overføre penge til private sælgere. Bankoverførsel anbefaler vi, når der er tale om en stor, autoriseret forhandler, og hvis der er tale om en nyere bil, hvor du har modtaget en DEKRA-rapport med dokumentation for bilens stand – så du ikke møder ubehagelige overraskelser, når du skal hente bilen.
Hvis du i stedet vælger at medbringe kontanter (det ser vi efterhånden meget sjældent), kan det være en udfordring at medbringe større beløb (bemærk: hvis man udrejser med 10.000 euro eller derover, skal det meddeles til Toldstyrelsen).
QuickImport anbefaler aldrig at overføre penge til privatpersoner, som du ikke kender eller har tillid til. Vi ser ofte en model, hvor man mødes med en privat sælger og derefter sætter en international bankoverførsel i gang som hasteoverførsel. Visse danske banker (f.eks. Danske Bank) kan sende penge via SEPA (tysk straksoverførsel) på ganske få timer eller én hverdag, afhængigt af hvor tidligt på dagen overførslen igangsættes.
Finansiering af bilen
Generelt kan det være en udfordring at optage et traditionelt billån i banken eller via et finansieringsselskab, hvis du selv skal købe en bil i udlandet. De fleste banker kræver, at du kan fremvise en slutseddel fra en dansk sælger, typisk en forhandler. Køber du via en dansk forhandler, kan du få et billån med 20% udbetaling, men det er også ofte forbundet med store gebyrer og provisioner til forhandleren.
Hvis du selv vil købe i udlandet, skal du enten have midlerne eller prøve at optage et lån i eksempelvis friværdi i din bolig. Du kan også spørge din bank, om du må optage et billån uden pant, eller om du kan få en mellemfinansiering, indtil bilen står i dit navn – så banken efterfølgende optager pant i bilen og opretter et egentligt billån.
Finansieringsformer at overveje – bemærk, at vilkår ændrer sig, så kontakt altid den pågældende udbyder for aktuelle betingelser:
- Billån via dansk forhandler (AL Finans, Santander Consumer Bank, Danske Bank m.fl.) – Den mest udbredte måde at finansiere en bil på. Kræver køb hos en dansk forhandler og kan medføre ekstra omkostninger, da forhandleren typisk betaler dansk (forskels-)moms.
- Coop Bank – Tilbyder billån uden sikkerhedsstillelse ud over pant i bilen. Derfor er det ofte muligt at finansiere et billån her, selv om du selv importerer bilen. Se beregneren her.
- Egen bank – Kontakt din bank og hør, hvad de kan gøre for dig. Spørg specifikt til muligheden for en mellemfinansiering, så du kan betale den tyske sælger, inden bilen registreres i Danmark.
- Flexleasing – En udbredt måde at finansiere en dyrere importeret bil på. Det kan bedst betale sig, hvis afgiften er høj, og hvis du ikke ved, hvor længe du ønsker at eje bilen. Ved flexleasing minimerer du risikoen for værditab, da leasingselskabet betaler forholdsmæssig registreringsafgift for den periode, bilen har danske nummerplader.
Forsikring ved import
Et emne, mange glemmer at tænke over i tide, er forsikringen. Her er, hvad du skal være opmærksom på:
Inden du henter bilen: Du skal have tegnet en dansk forsikring, inden du kører hjem i bilen. Ring til dit forsikringsselskab i god tid og oplys bilens stelnummer (VIN-nummer) – du behøver ikke have danske nummerplader for at tegne forsikringen. De fleste forsikringsselskaber kan dække bilen fra det øjeblik, du overtager den i Tyskland.
Den tyske forsikring: Når sælger afmelder bilen i Tyskland, ophører den tyske forsikring automatisk. Kører du hjem på tyske prøveplader (Kurzzeitkennzeichen), er disse dækket af den forsikring, der er tilknyttet prøvepladerne – men du skal altid sikre dig, at dette er tilfældet, inden du kører. Kører du hjem på sælgers nummerplader, er bilen som udgangspunkt dækket af sælgers forsikring, men det er en midlertidig løsning, og du bør have din danske forsikring klar hurtigst muligt.
Ved autotransport: Bruger du QuickImports transportservice, er bilen dækket under transporten. Du skal dog stadig sikre dig dansk forsikring, inden du kører fra synshallen med bilen.
Sådan tjekker du bilen grundigt inden køb i Tyskland
Hvis du har valgt selv at hente bilen, skal du være rigtig skarp. Tag dig god tid og tjek bilen og papirerne grundigt igennem, før du betaler sælger.
Du kan bruge denne tjekliste (nogle punkter er kun relevante for benzin/diesel-biler):
- Tjek registreringsattesten på bilen. “Teil 1” og “Teil 2” skal altid være til stede i original stand (aldrig i fotokopier). Der må ikke mangle den ene del af registreringsattesten, da du i så fald får problemer med at indregistrere i Danmark, og da det kan betyde, at der er restgæld i bilen. Du kan også støde på ikke-tyske køretøjer i Tyskland, f.eks. med italienske papirer, og de udenlandske papirer kan mangle data som brændstofforbrug, egenvægt og EU-typegodkendelsesnummer, hvilket kan betyde merudgifter i form af krav om en dataerklæring i Danmark. Husk, at der også skal være et COC-dokument på bilen, så du kan få den toldsynet i Danmark.
- Tjek, at bilen er registreret i Tyskland første gang (ikke re-import fra f.eks. USA). Tjek, at bilen ikke har været røget i.
- Tjek, at stelnummeret på papirerne stemmer overens med stelnummeret på bilen.
- Tjek servicebog og servicehistorik – ser det realistisk ud, og kan sælger dokumentere kilometerstanden? Der forekommer desværre odometer-svindel, så vær særlig opmærksom her.
- Tjek bilens stand. Passer niveauet af slitage på sæder, gearknap, rat og diverse knapper (tjek især førersædet) med kilometerstanden og alderen?
- Tjek alle “felter” i lakken – kig på én skærm/dør/panel ad gangen. Kig efter ridser og buler. Kig efter “appelsinhud” og farveforskelle i lakken. Dette kan være tegn på, at bilen har haft tidligere skader, som er udbedret. Hvis bilen har haft skader, skal du bede om at se skadesrapporten.
- Kig på, om motorhjelm og skærme “flugter” med hinanden. Åbn alle døre og tjek, at de åbner uden modstand. Åbn bagagerummet, løft bunden og tjek svejsningerne for rust.
- Tjek forruden for stenslag og revner.
- Tag en prøvetur. Hold øje med advarselslamper. Lyt efter mislyde fra motor og gearkasse. Tjek bremserne.
Hvis der er tale om en nyere elbil, købes bilen ofte fra distancen. Her kan du bede den tyske sælger om skriftligt at bekræfte følgende punkter:
- Service ist nicht fällig (min 10.000 km.) / min. 6 Monate – service er ikke aktuel de næste mindst 10.000 km / 6 måneder
- Felgen haben keine Kratzer / wenn ja, bitte Fotos schicken – fælge har ingen ridser (bed om fotos, hvis der er)
- Erstzulassung in Deutschland – er tysk registreret 1. gang og dermed EU-typegodkendt
- Reifen haben 5-6 mm. Profil und sind OK (Sommerreifen) – sommerdæk har mindst 5-6 mm. slidbane
- Nichtraucher Fahrzeug – ikke-rygerbil
- Unfallfrei – ikke tidligere skadet
- 2 oder mehr Schlüssel – 2 nøgler eller mere (hvis relevant)
- Fahrzeug ist sauber und aufbereitet – køretøjet er rent og leveringsklart
- Bremsen sind OK – bremser er OK
- Sind die Ladekabel auch dabei? – medfølger ladekabel(er)?
- Bremsen sollen nicht gewechselt werden die nächsten 10.000 km. – bremser skal ikke skiftes de næste 10.000 km.
- Alle Briefe sind da (1+2+COC) – begge dele af registreringsattesten samt COC-dokumentet er til stede
Afhentning af bilen og autotransport
Hvis du selv skal køre bilen hjem til Danmark, kan du med fordel bruge tyske prøveplader, også kaldet Kurzzeitkennzeichen eller Überführungskennzeichen. Disse midlertidige tyske nummerplader er gyldige i 5 dage og giver dig lov til lovligt at køre til Danmark, dog kun kørsel i forbindelse med registrering/overførsel af køretøjet.
Prøvepladerne kan du købe på et tysk motorkontor, også kaldet KFZ-Zulassungsstelle. Du skal medbringe de originale dokumenter på køretøjet, dit kørekort/pas, sygesikringskort, årsopgørelse fra Skattestyrelsen, gyldig TÜV (syn) samt de tyske nummerplader, hvis køretøjet ikke er afmeldt i Tyskland.
For at finde nærmeste motorkontor kan du bruge: www.strassenverkehrsamt.de.
Du kan også få den tyske sælger til at hjælpe med at skaffe prøvepladerne. Mange tyske sælgere er hjælpsomme i denne proces, og det kan med fordel aftales på forhånd. Du kan også bestille prøveplader og få dem leveret til forhandleren, så de er klar, inden du ankommer.
Hvis du handler med en privat sælger i Tyskland, er det ofte muligt at få lov til at indrejse på sælgers egne nummerplader – det vil sige, at den tyske sælger giver dig lov til at køre hjem på dennes nummerplader, så du slipper for at anskaffe prøveplader. Her skal du være særlig opmærksom på, at disse plader skal afmeldes i Tyskland. Normal procedure er, at Danmark grundet en EU-forordning om dobbeltregistrering i EU-lande har pligt til at give Tyskland besked om, at køretøjet er registreret i Danmark. Det foregår ved, at når du indregistrerer bilen i Danmark i en synshal, afleverer du de originale registreringsattester til synsmanden. Synsmanden sender dem til Motorstyrelsen i Danmark, som herefter giver Tyskland besked om, at køretøjet er registreret i Danmark, og pladerne afmeldes automatisk i det tyske system. Vi anbefaler dog, at du sideløbende (processen kan tage op til 2 måneder) aftaler med sælger at sende de tyske nummerplader retur i en konvolut, vedlagt bevis for registrering i Danmark. Du skal huske at anmelde til Motorstyrelsen, at du indrejser på udenlandsk sælgers nummerplader, og printe en kvittering inden indrejse.
Bemærk: Man må ikke køre fra Tyskland til Danmark med danske prøvemærker fra Motorstyrelsen.
Du kan også bestille transport af bilen fra det meste af Europa til en dansk synshal eller din privatadresse gennem QuickImports transportservice.
For at kunne bestille transport af bilen gennem QuickImport, skal du have afsluttet handlen med sælger. Der er deadline for bestilling hver torsdag kl. 8.00, hvis du bestiller autotransport på lad, og levering i Danmark er fra 11 dage. Bestiller du autotransport på hjul, er der ingen deadline, og bilen kan ankomme i Danmark inden for 2–5 dage. Hvis du bruger autotransport, skal du købe danske prøvemærker, så du kan køre til toldsyn. Prøvemærker kan bestilles via motorregister.skat.dk, og du kan vælge afhentning i synshallen (oversigt over udleveringssteder). Synsmanden printer dem for dig, så de er klar til at blive sat på bilen. Nogle synshaller har faste prøveskilte, det vil sige egne nummerplader, så du ikke behøver at bestille prøvemærker. Spørg synshallen inden du booker, eller se nærmere information om vores partnersynshaller.
Du kan bestille transport af bilen her:
Autotransport på hjul (levering på 2–5 dage)
Autotransport på lad (levering på 11–25 dage)
Bemærk: Når du indrejser med et køretøj til Danmark, er det vigtigt, at du anmelder det til Motorstyrelsen. Dette er ikke nødvendigt, hvis du indrejser på udenlandske korttidsplader/prøvemærker, eller hvis du bruger autotransport til at få køretøjet til Danmark.
Toldsyn i Danmark og registreringsafgift
Når du køber bil i udlandet, skal den godkendes til syn og toldsyn i Danmark, og alle tekniske data skal være til rådighed for synsmanden. Det sker ofte, at der ikke er nok data på registreringsattesten fra et andet EU-land. Derfor er det ofte nødvendigt med et COC-dokument (Certificate of Conformity). Dette gælder især nyere biler, elbiler, plug-in hybrid biler samt biler fra Frankrig, Spanien og Østeuropa. Her skal du altid have COC-dokument med fra sælger for at kunne toldsyne bilen i Danmark. Du kan også købe et COC-dokument via den danske importør eller via EuroCoc, som QuickImport samarbejder med. Benyt rabatkoden Quick10 og få €10 i rabat på COC-dokumentet.
Hvis der er tale om en ældre registreringsattest, eller hvis der mangler EU-typegodkendelsesnummer, vægttal eller andet, kan det være nødvendigt at fremskaffe en dataerklæring og/eller køre til vejning med bilen.
Er du i tvivl, så kontakt din lokale synsmand og vis ham dokumenterne – han kan fortælle dig, om der mangler noget, for at han kan godkende og oprette bilen i det danske motorregister.
Når du er kommet til Danmark, skal du køre bilen til toldsyn i en synshal. Vi anbefaler, at du bruger en QuickImport partnersynshal. En partnersynshal ved præcis, hvad der skal ske, og er vant til at toldsyne importerede biler.
Når bilen er toldsynet, skal du sende sagen ind til QuickImport her (elbil) eller her (benzin/diesel/hybrid), hvis du ikke allerede har gjort det i forvejen. Dette kan du også gøre direkte fra synshallen.
Hvis du har fået en forhåndsvurdering, skal du blot ringe os op på 71 99 47 47 og oplyse dit Quick ID. Du kan blive i synshallen efter toldsynet, mens QuickImport beregner den endelige afgift. Herefter modtager du en mail med indbetalingsoplysninger, og du kan igangsætte en straksoverførsel. Så snart betalingen er registreret, hjælper synsmanden dig med at indregistrere bilen på danske nummerplader.
Hvis køretøjet kommer fra et ikke-EU land, skal du gennem en særlig procedure, hvor du skal sende registreringsattesten ind til Motorstyrelsen, før du kan få nummerplader udleveret i synshallen. Du kan læse mere om køretøjer fra ikke-EU lande her.
Afmelding i Tyskland
Hvis bilen ikke er afmeldt i Tyskland, og du har fået lov at køre hjem på sælgers tyske plader, skal du huske, at bilen skal afmeldes i Tyskland. Vi anbefaler altid, at man selv følger op på afmeldingen. Afmeldingen i Tyskland kan foretages online, hvis sælgeren har oprettet sin digitale bruger. For at afmelde tyske nummerplader online skal man bruge den originale registreringsattest (Fahrzeugbrief) samt dokumentation for, at køretøjet er registreret i Danmark. Der er et felt på registreringsattesten, som skal skrabes. Du kan også aftale med den tyske sælger at sende nummerplader og en kopi af den danske registreringsattest retur til Tyskland.
Garanti og reklamationsret ved køb i EU
Mange danskere er usikre på, hvad de stiller sig som køber, når de køber en bil i et andet EU-land. Heldigvis er du godt beskyttet.
Reklamationsret: EU’s forbrugerkøbsdirektiv giver dig 2 års reklamationsret, når du køber af en erhvervsdrivende forhandler i et EU-land. Det gælder også ved køb i Tyskland. Det vil sige, at hvis der viser sig at være en fejl ved bilen, som var til stede på leveringstidspunktet, kan du i princippet kræve fejlen udbedret eller kræve et afslag i prisen. I praksis kan det dog være besværligt at gøre denne ret gældende over for en udenlandsk forhandler, ikke mindst på grund af sproget og afstanden. Sproget er en stor barriere – og det er netop derfor, det er vigtigt at dokumentere bilens stand grundigt inden overtagelse, herunder med billeder, videoer og evt. en DEKRA-rapport.
Fabriksgaranti: Mange nyere biler, særligt elbiler, har fabriksgaranti, der følger bilen – ikke ejeren. Det betyder, at en garanti fra f.eks. Volkswagen, BMW, Mercedes eller Tesla typisk er gyldig i hele EU og dermed også dækker dig som dansk ejer. Spørg altid sælger om, hvor lang fabriksgaranti der er tilbage, og bed om dokumentation.
Køb fra privat: Køber du af en privatperson, gælder forbrugerkøbsdirektivet ikke. Her er du henvist til de almindelige regler om handelskøb, og det er langt sværere at klage over fejl og mangler. Vær særligt grundig i din vurdering af bilen, inden du handler med private sælgere.
FAQ – Ofte stillede spørgsmål om bilimport
Hvad koster det i alt at importere en bil fra Tyskland?
Udover bilens pris skal du typisk budgettere med: forhåndsvurdering af registreringsafgift, selve registreringsafgiften (0 kr. til mange hundrede tusinde kr. afhængigt af biltype og pris), evt. COC-dokument (ca. 100–300 euro), autotransport (fra ca. 3.850 kr. inkl. moms), prøvemærker (ca. 200–400 kr.), og toldsyn (typisk 600–900 kr. afhængigt af synshallen). QuickImports salær for afgiftsvurderingen afhænger af biltypen – se aktuelle priser på vores prisliste.
Hvad hvis bilen ikke har et COC-dokument?
Har bilen ikke et COC-dokument, kan du som regel købe et via den danske importør af bilmærket eller via EuroCoc, som QuickImport samarbejder med (brug rabatkoden Quick10 for €10 i rabat). Hvis det slet ikke er muligt at fremskaffe et COC-dokument, kan synsmanden i visse tilfælde godkende bilen på baggrund af en dataerklæring – kontakt synshallen på forhånd for vejledning.
Kan jeg køre bilen rundt i Danmark, inden den er toldsynet?
Nej – du må ikke bruge bilen til normal kørsel i Danmark, inden den er registreret og har danske nummerplader. Du må kun køre den til og fra toldsyn på prøvemærker. Overtrædelse kan medføre bøde og problemer med forsikringen.
Hvornår skal jeg betale registreringsafgiften?
Du betaler registreringsafgiften i forbindelse med toldsynet. Når QuickImport har beregnet den endelige afgift, modtager du en mail med indbetalingsoplysninger. Betalingen sker typisk som straksoverførsel, og synsmanden kan herefter udstede de endelige nummerplader samme dag.
Kan jeg importere en bil og sælge den igen med det samme?
Ja, det er som udgangspunkt muligt, men vær opmærksom på, at du ikke kan tilbagefå registreringsafgiften ved et hurtigt videresalg, med mindre bilen eksporteres til udlandet igen. Hvis du sælger til en køber i Danmark, betaler afgiften, og den del er tabt ved videresalg. Overvejer du eksport af en bil med dansk registreringsafgift, kan QuickImport hjælpe med en vejledende eksportgodtgørelsesvurdering.
Kan jeg importere en bil fra UK efter Brexit?
Ja, men det er markant mere kompliceret end import fra EU-lande. UK er ikke længere en del af EU, og du skal bl.a. betale told og dansk moms ved indfortoldning. Læs vores guide om import fra lande uden for EU for mere information.
Hvad er et COC-dokument, og hvorfor skal jeg bruge det?
COC står for Certificate of Conformity (på dansk: EF-overensstemmelseserklæring, på tysk: EG-Übereinstimmungsbescheinigung). Det er et dokument fra bilfabrikanten, der indeholder alle tekniske specifikationer for den pågældende bil. Synsmanden i Danmark bruger dokumentet til at oprette bilen i det danske motorregister, og uden det kan toldsynet i mange tilfælde ikke gennemføres. Bilen er produceret til det EU-marked, og COC-dokumentet er beviset på det.
Hvad er forskellen på autotransport på lad og på hjul?
Autotransport på lad betyder, at bilen fragtes på en ladbil (lastbil med bil-trailer), som kører fra en fast rute gennem Europa. Det er den billigste løsning og anbefales til de fleste biler – leveringstid er typisk 11–25 dage. Autotransport på hjul betyder, at en professionel biltransportør kører bilen på egne hjul fra sælger til dig i Danmark. Det er hurtigere (2–5 dage) men noget dyrere. Bestil via autotransport på hjul eller autotransport på lad.
Hvad er forskellen på at importere fra Tyskland, Frankrig og Holland?
Processen er den samme fra alle EU-lande, men der er et par praktiske forskelle at kende til. Franske biler har notorisk tynde registreringsattester – tekniske data som motoreffekt og egenvægt mangler ofte, og du vil næsten altid have brug for et COC-dokument. Hollandske biler er generelt velholdte og populære, ikke mindst for elbiler. Belgiske biler er en anden god kilde, særligt til elbiler og plug-in hybrider. Uanset land bør du altid sikre, at bilen har COC-dokument, og at alle papirer er i orden.
Hvad er WLTP, og hvorfor betyder det noget for afgiften?
WLTP (Worldwide Harmonised Light Vehicle Test Procedure) er den målemetode, der bruges til at bestemme en bils CO2-udledning og elrækkevidde under standardiserede testforhold. I Danmark beregnes registreringsafgiften på biler delvist ud fra CO2-udledningen målt efter WLTP-normen. Jo lavere CO2-udledning, jo lavere afgift – og for plug-in hybrider med under 50 g CO2/km er der særligt lave afgiftssatser. Det er derfor WLTP-værdien er afgørende, når du sammenligner to tilsyneladende ens biler: de kan have meget forskellig afgift, hvis deres WLTP-tal er forskellige.













