Sådan skal du forholde dig, hvis du vil betale registreringsafgift.
Danmark har fået en ny registreringsafgift som allerede er vedtaget i Folketinget, og som har virkning med tilbagevirkende kraft fra d. 18. december 2020. Dog er der en overgangsfase indtil 1. juni 2021, hvor Motorstyrelsens IT-systemer beregner en “forkert” registreringsafgift. Dette afføder en masse udfordringer, som vi har forsøgt at løse på bedst mulige måde for dig som kunde, så du ikke selv skal lægge store summer ud i overgangsperioden.
Sådan skal du forholde dig, hvis du er kunde hos QuickImport i 2021:
- Hvis du skal indregistrere en elbil, er afgifterne i SKATs systemer midlertidigt steget til 65% indfasning. Dette betyder, at visse elbiler er steget markant i afgift. Dog har vi valgt at friholde vores kunder for regningen på de fleste af de “billige” elbiler. Derfor kan du fortsat indregistrere langt de fleste elbiler til 0 kr. i afgift gennem QuickImport. Vi lægger ud for beløbet på dine vegne til Motorstyrelsen for den forhøjede afgift, og vi får korrektionen retur på et senere tidspunkt. Eksempler på biler, hvor du kun skal betale 0 kr. gennem QuickImport er: Volkswagen E-golf, BMW i3 (el), Kia e-niro, Tesla Model 3 Standard Range (ikke Long Range og Performance), Smart EQ m.fl.
- I perioden 1. marts til 31. maj 2021, kan vi hjælpe med at betale den korrekte (nye) registreringsafgift på alle elbiler og plug-in hybrider, uanset pris. Dog med forbehold for, hvor meget likviditet, vi kan lægge ud for vores kunder. Vi anbefaler, at du får en forhåndsvurdering allerede nu, da der med forhåndsvurderingen følger en garanti for, at vi lægger ud for den midlertidigt forhøjede registreringsafgift. Du kan få en forhåndsvurdering på her på QuickImport.dk, så du kender økonomien på forhånd.
- I april og maj måned, kører vi videre med indbetaling af den “korrekte” (nye) registreringsafgift på elbiler. Dog tilbyder vi kun denne løsning på de “dyrere” udgaver (som f.eks. Tesla Model 3 Long Range, Tesla Model S og lignende), så længe det er muligt for os likviditetsmæssigt (flere af de “dyrere” modeller lægger vi 70-100.000 kr. ud på bil). Vi anbefaler, at du får en forhåndsvurdering så hurtigt som muligt – så garanterer vi nemlig, at du slipper med den korrekte afgift, og ikke skal lægge ud. Denne garanti følger nemlig forhåndsvurderingerne, som er gyldige i 30 dage. Fra 1. juni 2021, er alt (forhåbentligt) tilbage til normalen nåt Motorstyrelsens IT-systemer igen kan opkræve korrekt afgift, og således kan du fra 1. juni 2021 betale den korrekte afgift på alle biltyper.
Andre biltyper:
- I øjeblikket kan vi beregne på de fleste benzin- og dieselbiler, samt visse elbiler. Vi anbefaler, at du indsender din sag via forhåndsvurdering. Når Motorstyrelsen senere på året sender QuickImport en efterkorrektion pga. de nye afgifter, vil vi således efterbetale den sidste del af afgiften (hvis den nye afgiftssats betyder en højere afgift på bilen), så din indbetaling stemmer med SKATs opkrævning (dog. jf. forretningsbetingelserne).
- Regeringen har lagt op til, at der vil blive en overgangsfase på ca. 6 måneder, hvor virksomheder som afregner registreringsafgift med Motorstyrelsen (såsom QuickImport) vil skulle betale ”den forkerte” afgift i motorregistret, og derefter betale det korrekte beløb til Motorstyrelsen som en efterregning i juni 2021 eller senere. Dette vil betyde, at vi hos QuickImport i en periode på seks måneder (indtil juni 2021) skal opkræve et andet beløb hos vores kunder, end det som motorregistret beregner.
Hvad indebærer den nye registreringsafgift konkret for forskellige biltyper:
- Stort set alle benzin- og dieselbiler bliver lidt dyrere i registreringsafgift. Typisk stiger de fleste få tusinde kroner. Enkelte modeller bliver billigere i mellemsegmentet, hvis de kører langt på literen.
- Dyre elbiler (Porsche Taycan Turbo, Tesla Model S og Audi e-tron) bliver dyrere i registreringsafgift. Dog er vores erfaring indtil nu, at det fortsat i høj grad stadig kan betale sig at købe en dyr elbil i Tyskland.
- Billige elbiler, som inden reformen var 0 kr., er fortsat 0 kr. i registreringsafgift..
- Mellemklassen for elbiler, eksempelvis Tesla Model 3 (Long Range og Standard Range+), står til at falde en smule i registreringsafgift, og flere af udgaverne vil blive afgiftsfri.
- Plug-in hybrid biler: Nogle plug-in hybrid biler står til at falde i afgift (f.eks. Mitsubishi Outlander, Mercedes e-klasse plug-in hybrid) mens andre står til at stige lidt i afgift (f.eks. Ford Kuga Plug-in hybrid). Det vigtigste er, at bilens CO2-udledning efter den nyeste WLTP standard maksimalt er 49 gram CO2 pr. kilometer, ellers vil det slet ikke kunne betale sig. Læs mere om CO2 og plug-in hybrider biler her.
- Varebiler stiger generelt i afgift
- Veteranbiler ændrer sig. Nogle biler stiger i afgift, mens andre falder.
Du er altid velkommen til at ringe eller skrive til os, hvis du har spørgsmål til betaling af registreringsafgift.
Med venlig hilsen
Jens Peter Larsen
Direktør og værdifastsætter