Når du køber bil i udlandet, skal du anskaffe dig prøveplader i forbindelse med transporten til Danmark. Vi får løbende spørgsmål om dette emne og har derfor skrevet denne mini-guide om, hvordan du skal gøre ved import bil fra Tyskland, Sverige eller Norge.
Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med bilhandel.dk. Den er ikke udtømmende og lovgivningen ændrer sig løbende. Derfor hæfter QuickImport ikke for eventuelle fejl eller mangler, der måtte forekomme i guiden. Det er dit eget ansvar at søge korrekt information hos de relevante myndigheder.
Denne blogtekst er fra 2020. Vi anbefaler, at du læser vores importguide til Tyskland, hvis du vil vide mere om tyske eksportplader.
Hvis bilen eksempelvis skal importeres fra Tyskland, skal du benytte tyske eksportplader til bilen. Afhængig af hvilket land du vil importere fra, kan du gøre brug af enten eksport- eller prøveplader. Forskellen på eksport- og prøveplader er, at eksportplader bruges, når du skal føre en bil fra udlandet og ind i Danmark. Prøveplader bruges i det land, som bilen er købt eller prøvekøres i.
Prøvekører du derfor en bil i Danmark, Norge, Sverige eller Tyskland, skal du have prøveplader på bilen. Transporterer du derimod en bil fra udlandet og til Danmark, er det eksportplader, du har brug for.
Norge
I Norge hedder en prøveplade et ‘Prøveskilt’. Dette kan købes til 320 norske kroner per dag på trafikstationer rundt omkring i Norge. Her skal du kende til varighed, strækning, formål og registreringsnummer samt medbringe billed-ID. Dette betyder, at du får et norsk prøveskilt, som er udstedt på baggrund af to ting; strækningen, du skal køre samt varigheden for anvendelsen. Derudover skal du være opmærksom på, at når bilen skal transporteres fra Norge til Danmark, skal du bruge danske prøvemærker. Det står i “Bekendtgørelse af overenskomst af 12. november 1985 mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om gensidig anerkendelse af kørekort og registrering af køretøjer.”
Herudover er det rigtig vigtigt, at du ikke glemmer at få både del 1 samt del 2 af registreringsattesten i sit originale format med fra Norge, når du foretager købet. Det er desuden værd at bemærke, at man ved import af biler fra Norge bliver pålagt 10% i toldgebyr, som betales til SKAT i Danmark. Dette skyldes, at Norge ikke er et EU-land, men et EØS-land, i modsætning til eksempelvis Norge og Tyskland. Prøvepladerne i Norge skal klistres på bilen, der hvor de vanlige skilte er monteret. Sammen med ‘prøveskiltet’ får du også udleveret en køreseddel, som du skal medbringe under kørsel samt kunne fremvise under en eventuel kontrol. ‘Prøveskiltene’ kan kun bruges på køretøjer, som ikke er registreret, og det er førerens ansvar, at køretøjet er i forsvarlig stand, når det bruges. Det er desuden vigtigt at vide, at de norske prøveplader ikke kan bruges til transport af personer og gods, hvis ikke trafikstationen har givet tilladelse til det, og at det er noteret på køresedlen.
Sverige
I Sverige kalder de prøveplader for “tillfällig registrering’. En forespørgsel om prøveplader tager i Sverige én til to uger at få godkendt. Forespørgslen finder du hos den svenske transportstyrelse. Nogle gange er det godkendt, at du kører din bil til Danmark med de oprindelige svenske nummerplader og forsikring – dette kan du aftale med sælger. Står du i denne situation, er det en rigtig godt idé, at aftalen mellem sælger og dig bliver lavet skriftligt. På den måde sikrer du dig i en potentiel situation omkring bevis af aftalen. Når I laver denne aftale, er der visse punkter, som skal indgå. Dette omhandler blandt andet, hvem der skal sende nummerplader samt beviset for udførsel til sælgerens adresse eller til Transportstyrelsen. Desuden er det en god idé at snakke med sælger om, hvilken form for bevis, der giver det bedst mulige udfald for begge parter. Husk derudover at få begge sider (del 1/del 2) af den originale registreringsattest lagt i bilen, når du skal transportere bilen hjem til Danmark.
Vil sælger ikke lade dig køre på de omtalte svenske plader, er der kun én mulighed; at ansøge om “tillfällig registrering”, som vi omtalte tidligere i artiklen.
En køber uden svensk personnummer kan ønske om ‘tilfällig registrering’, hvis køberen er permanent bosat i udlandet. Her er det uden betydning, om der er tale om et køb af et brugt eller nyt køretøj. Hvis du er bosat i Sverige og flytter til Danmark, er det også muligt at anmode om ‘tilfällig registrering’, hvis du kan bevise, at du flytter ud af landet inden for tre måneder. Når du først har fået godkendt din bevilling, sender den svenske trafikstyrelse et registreringsbevis samt en midlertidig nummerplade.
Tyskland
Køber du i stedet din bil i Tyskland, kan du anskaffe tyske eksportplader. Du må køre med tyske eksportplader i Danmark i op til syv dage. Er bilen hverken blevet synet, godkendt eller fået danske nummerplader inden for syv dage, er det ulovligt at køre i den i Danmark på tyske plader – så skal du i stedet bestille danske prøvemærker hos Motorstyrelsen, hvis du skal køre bilen til toldsyn eller på værksted i Danmark.
Foruden tyske eksportplader kan du anskaffe dig tyske prøveplader – de såkaldte ‘Kurzzeit-kennzeichen’. Disse prøveplader skaffer du på et tysk motorkontor. Du skal medbringe originale dokumenter på bilen, dit kørekort, et gyldigt tysk syn og de tyske nummerplader, hvis bilen ikke allerede er afmeldt i Tyskland. De tyske prøveplader kan du benytte, i syv max 7 dage – ligesom eksportplader.
Det er en god ting at være bevidst om, at de tyske motorkontorer ikke har åbent i weekenderne og hvis du selv vil hente eksportplader på et tysk motorkontor, skal du være opmærksom på, at de ofte kun har åbent om formiddagen. Så hvis du vil have plader samme dag, skal du sandsynligvis forbi motorkontoret inden middag. Dog har nogle lange åbningstider tirsdag og torsdag. Se adresser og åbningstider her. Du kan med fordel få din tyske sælger til at hente eksport- eller prøveplader, så de er klar til dig. På et tysk motorkontor koster de oftest omkring 130 euro. Det er derudover meget vigtigt, at du er opmærksom på reglerne for brugen af prøveplader samt prøvemærker i landet – ellers risikerer du at stå uden ansvarsforsikring på bilen.
Sagen er den, at Tyskland har godkendt, at danskere må køre ud af Danmark og gennem Tyskland på danske prøvemærker og prøveskilte. Dog tillader reglerne ikke, at man kører bilen fra Tyskland til Danmark på danske prøvemærker. Her skal du betale for de førnævnte tyske prøveskilte.
Prøvemærkerne virker som en form for midlertidig ansvarsforsikring. Det vil sige, at du er dækket for eksempelvis uheld på vej til syn i Danmark. Vær dog opmærksom på, at disse prøvemærker kun gælder for den dag, de er udstedt. Derudover dækker de kun for uheld, hvis du er på vej til synshallen og altså ikke for turen til bageren.
En sidste nævneværdig ting, der gælder for import af biler fra samtlige af ovenstående lande er, at du skal huske at anmelde køretøjet til Motorstyrelsen, før du importerer din bil til Danmark.