Firmabil til 5000 kr. i samlet årlig beskatning? Det kan blive en realitet efter valget.
I forbindelse med at Folketinget i december 2018 behandlede regeringens lovforslag L120, fremsatte en samlet opposition bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF nemlig et ændringsforslag, som skulle nedsætte beskatningsgrundlaget for firmabiler markant ved brug af elbiler og plug-in hybrid biler.
Det var i samme forbindelse, at Venstre, Konservative, LA og DF var blevet enige om at forlænge indfasningen af elbilsafgifter, og forhøje bundfradraget for elbiler og plug-in hybrid biler.
I udvalgsarbejdet efter 1. behandlingen i Folketinget, fremsatte en samlet opposition et ændringsforslag, som skulle lempe beskatningsgrundlaget for firmabiler med henholdsvis 35.000 kr. for elbiler og 25.000 for plug-in hybrid biler og natur- og biogasdrevne biler. Samme model kendes fra Sverige, hvor en lignende ordning er blevet implementeret for at øge salget af grønne biler.
Som reglerne er i dag, er minimums-beskatningsgrundlaget for firmabiler 25% af 160.000 kr. for en bil, som firmaet betaler alle udgifter for, og som en medarbejder får stillet fuldt til rådighed.
Det vil altså sige, at en BMW i3 elbil som firmabil til en handelsværdi på 160.000 kr. i dag vil medføre et beskatningsgrundlag på 25% af 160.000 kr., altså 40.000 kr. I praksis vil cirka halvdelen af dette beløb være en udgift for den enkelte lønmodtager/selvstændige erhvervsdrivende privat, og bilen vil således efter de nuværende regler koste ca. 20.000 kr. i årlig beskatning.
Hvis ændringsforslaget fremsat af oppositionen var blevet vedtaget, ville den selvsamme BMW i3 falde til et årlig beskatningsgrundlag på 5.000 kr. og dermed næsten ingen beskatning for som medarbejder at få en elbil stillet til rådighed af arbejdsgiver. Det vil også gøre det væsentligt mere attraktivt at købe og indregistrere en elbil i egen virksomhed, og efterfølgende anvende den privat.
Samtidig ville ændringsforslaget, hvis det var blevet vedtaget, have betydet at beskatningsgrundlaget for plug-in hybrid biler ville falde med 25.000 kr., og det ville således også have gjort plug-in hybrid biler, som en virksomhed stiller til rådighed for en privat medarbejder, meget billigere at køre i privat.
Desværre faldt forslaget i Folketinget med 51 stemmer for og 54 stemmer imod d. 18. december 2018.
Da der var tale om en enig opposition, må man anse det som forventeligt, at en ny rød regering vil genfremsætte lovforslaget i Folketinget.
Jens Peter Larsen, direktør QuickImport